Det engelske sprogs sammensatte historie

Podcast-manuskript

Ben: Velkommen alle sammen til en helt ny serie fra skaberne af Vocafy. Vi kalder den "Sprogenes Historie", hvor vi udforsker de fascinerende, mærkelige og vidunderlige historier bag verdens sprog. Jeg er Ben, og jeg er selvfølgelig her sammen med vores faste sprogekspert, Clara.

Clara: Hej Ben! Jeg er så spændt på at skyde det her i gang. Og vi starter med en af de helt store: engelsk. Det sprog, vi taler lige nu.

Ben: Lige præcis. Og som en, der lærer andre sprog, er jeg begyndt at indse, hvor... mærkeligt engelsk er. For eksempel, hvorfor har vi tre ord, der betyder næsten det samme, som 'kingly', 'royal' og 'regal'? Det føles unødvendigt kompliceret.

Clara: Det er det perfekte sted at starte, for netop det ene eksempel fortæller en kæmpe del af historien om engelsk. De tre ord er som fossiler fra tre forskellige geologiske tidsaldre af sproget. 'Kingly' kommer fra oldengelsk, angelsaksernes oprindelige germanske sprog. 'Royal' er fra oldfransk, bragt hertil af normannerne i 1066. Og 'regal' er et direkte lån fra latin, som kom ind i renæssancen. Engelsk er ikke ét sprog; det er en hybrid, en blanding af mindst tre.

Ben: Så det er ligesom et sprogligt Frankensteins monster?

Clara: (Griner) Et smukt, utroligt rigt Frankensteins monster, ja. Det startede som en ydmyg germansk dialekt. Tænk på helt basale, jordnære ord: 'house', 'water', 'man'. Så kom vikingerne, som gav os tusindvis af hverdagsord som 'sky', 'skin', 'get', 'take' og endda pronominerne 'they', 'them' og 'their'. De forenklede også grammatikken en hel del.

Ben: Vent, vikingerne... forenklede engelsk grammatik? Jeg troede, at invasioner bare gjorde tingene mere komplicerede.

Clara: Ikke altid! Fordi oldengelsk og oldnordisk var beslægtede, var folk nødt til at finde en måde at kommunikere på. Så de droppede en masse af de komplicerede grammatiske endelser for at finde et fælles grundlag. Men den virkelige game-changer var den normanniske erobring i 1066.

Ben: Vilhelm Erobreren.

Clara: Lige præcis. Pludselig havde man en fransktalende overklasse og en engelsktalende bondestand. I 300 år var fransk magtens, lovens og den fine mads sprog. Det er derfor, vi har det berømte eksempel med bønder, der opdrætter en 'cow' (det oldengelske ord), mens adelen spiser 'beef' (det franske ord). Det samme gælder for 'pig' og 'pork', 'sheep' og 'mutton'. Selve sproget afspejler en klasseforskel.

Ben: Det er utroligt. Så det er derfra, det enorme ordforråd kommer. Men hvad med min anden store klage som sprogelev: stavningen. Den virker fuldstændig afkoblet fra udtalen. Altså, 'though', 'through', 'tough'... det er et mareridt.

Clara: Du har ramt hovedet på sømmet med den anden store historiske tilfældighed i engelsk. Det korte svar er: bogtrykkerkunsten ankom på det værst tænkelige tidspunkt. I det 15. århundrede begyndte man at standardisere stavningen. Men lige efter det gennemgik engelsk noget, der kaldes "Den Store Vokalændring".

Ben: Den Store Vokalændring? Det lyder dramatisk.

Clara: Det var det! I løbet af et par hundrede år ændrede udtalen af alle lange vokaler sig systematisk. For eksempel blev ordet 'house' engang udtalt 'hoos' (som 'goose'). Ordet 'mouse' var 'moos'. Men stavningen var allerede ved at blive fastlåst af trykpresserne. Så vi står tilbage med et middelalderligt stavesystem for et moderne lydende sprog. Vi læser grundlæggende et øjebliksbillede af, hvordan engelsk lød for 500 år siden.

Ben: Så engelsk er et germansk sprog med et overvejende fransk ordforråd, forenklet af vikinger, med et stavesystem, der er frosset fast i middelalderen. Ikke så mærkeligt, at det føles underligt.

Clara: Præcis. Men der er en fordel ved alt det kaos. De samme kræfter, der gjorde ordforrådet og stavningen komplicerede, gjorde også grammatikken utrolig enkel, relativt set. Engelsk droppede sit komplekse kasussystem og, afgørende, grammatisk køn. Et bord er ikke maskulinum eller femininum, det er bare 'the table'. For enhver, der har kæmpet med at huske køn på fransk, tysk eller spansk, er det en kæmpe lettelse.

Ben: Det er en god pointe. Så hvordan blev dette lille, mærkelige ø-sprog til det globale lingua franca?

Clara: Det skete i tre store bølger. Først spredte Det Britiske Imperium engelsk over hele kloden som administrations- og handelssprog. For det andet, i det 20. århundrede, gjorde USA's fremgang som en økonomisk og kulturel supermagt – gennem Hollywood, popmusik og videnskab – engelsk til sproget for international samtale. Og for det tredje cementerede den digitale revolution, som blev født i USA, engelsk som standardsproget for internettet, programmering og teknologi.

Ben: Så det var en kombination af imperium, popkultur og teknologi. Hvilket fører mig til mit sidste spørgsmål: Findes der ét "korrekt" engelsk? Bør sprogelever fokusere på britisk eller amerikansk engelsk?

Clara: Det smukke er, at engelsk ikke længere ejes af et enkelt land. Det er et verdenssprog. Selvom britisk og amerikansk engelsk er de to mest berømte varianter, findes der dusinvis af andre, som australsk, canadisk eller indisk engelsk. For en sprogelev er målet ikke at mestre en enkelt "korrekt" form, men at være konsekvent i den standard, du vælger at lære, samtidig med at du kan forstå de andre. Det er nu en familie af sprog.

Ben: Så at lære engelsk er at lære historie, kultur og teknologi på én gang.

Clara: Lige præcis. Du lærer ikke bare en færdighed; du kobler dig på en levende, åndende historie om erobring, kultur og forbindelse. Og at forstå den historie gør de mærkelige dele af sproget ikke bare tålelige, men fascinerende.

Ben: Clara, det her har været en fantastisk start på vores nye serie. Tak, fordi du får engelsk til at give mening, med al dets særhed.

Clara: Selv tak, Ben. Der er så mange flere historier at fortælle.